BRICK AWARDS 2018

Af Susanne Ulrik

Hvert andet år uddeler Wienerberger Brick Awards. Ud af over 600 indsendte projekter er 50 udvalgt til en mulig præmiering i Wien den 18. maj i år, og fem af dem er danske.

Et af dem er Forskerboligerne i Carlsberg Byen, tegnet af Praksis Arkitekter, på hvis hjemmeside står:

ARKITEKTUR ER EN KUNSTART, SOM PÅ GRUND AF SIN BESTANDIGHED OG OFFENTLIGHED ER FORPLIGTET TIL AT VISE HENSYN

Og det er netop, hvad dette projekt gør. En klassisk afdæmpethed og sans for detaljen refererer til gamle danske mestre ud i det murede byggeri og er derfor en både smuk og moderne repræsentant for dansk tegltradition.

Forskerboligerne i Carlsberg Byen
Foto: Anja Danielsen

I forvejen er byggeriet præmieret med Store Arne 2017 med denne begrundelse fra juryen, ”Byggeriet vidner om arkitektonisk omtanke og perfektionisme, og præmieres for arkitekturens evne til at værne om stedets historie.” Og yderligere, ” Boligerne tjener som forbillede for, hvordan ethvert byggeri i en ny bydel bør udvikles via det velovervejede materialevalg og byggeriets høje detaljeringsgrad, der kommer til udtryk i unikke og smukke løsninger”.

Prisen gives til både udførte værker og initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år.

Forskerboligerne ligger op til J. C. Jakobsens have og med de fredede bygninger, Svenn Eske Kristensens De Hængende Haver og Carl Harilds Mineralvandsfabrik som naboer. Den gule murstensbygning på ca. 3.200 m2 i seks etager rummer 22 forskellige boligtyper, stueetagen er indrettet til udstillinger.

Forskerboligerne i Carlsberg Byen
Foto: Anja Danielsen

De fem andre danske projekter er:

Praksis Arkitekter: Forskerboligerne

Vilhelm Lauritzen Architects og COBE:  Krøyers Plads

Lundgaard & Tranberg Arkitekter: Kannikegården

EplusN Architecture: Mengel Tower

ADEPT: Villa Platan

 

De vindende projekter offentliggøres ved det store officielle Brick Award Show, som løber af stablen i Wien i maj 2018.

Udgivelsesdato - 24.april 2018
«
»