Glaserede sten definerer byggeriets identitet

”I tæt samarbejde med arkitekter fra Holscher Nordberg og keramikere fra Tommerup Keramiske Værksted og Strøjer Tegl, blev de glaserede sten udviklet til projektet”

Af Susanne Ulrik

Skalmuren spiller stadig en stor rolle i disse års mange nye boligområder. Ud over næsten utallige farvevariationer, er engobering/glasering endnu en variationsmulighed, der kan være med til definere et byggeris identitet.

I Bellakvarter i Ørestad er en boligbebyggelse, tegnet af arkitekterne Holscher Nordberg, ved at blive opført. Det gennemgående facademateriale er blødstrøgen, mørke mursten, og fugen er antracitgrå. B543 Lyra er en standard blødstrøgen sten af dansk ler plus lerslam, hvilket efter brænding resulterer i sten med mørke til sorte nuancer. Under brændingen af stenen til dette byggeri er temperaturen hævet i en kortere periode, hvorved lerets overflade sintrer, hvilket hos Strøjer Tegl kaldes flash effekt.

Boligkarréen består af fem enheder og for at skabe en behersket variation, har arkitekterne valgt, at de let tilbagetrukne felter mellem vinduespartierne skulle mures med glaserede sten i fem forskellige nuancer, således at hver enhed får sin egen diskrete identitet og samtidig danner et harmonisk helhedsindtryk af bebyggelsen.

Foto: Anja Danielsen

 

Teglværkets arkitektkonsulent Anja Skovdal Danielsen fortæller, at det har været en spændende opgave at arbejde med i Brick_Lab regi. I tæt samarbejde med arkitekter fra Holscher Nordberg og keramikere fra Tommerup Keramiske Værksted og Strøjer Tegl, blev de glaserede sten udviklet til projektet – i alt 20.000 glaserede mursten. Vil du vide mere om glaserede mursten så kontakt Anja Skovdal Danielsen, mobil +45 21696050, mail ad@strojertegl.dk

Byggeriet, der bliver færdigt denne sommer, er i fuld gang, og der er mulighed for at besøge byggepladsen på C.F. Møllers Allé i København.

Fotos: Anja Danielsen

Udgivelsesdato - 29.juni 2018
«
»